Drømmen

For knapt et år siden, i begyndelsen af den 1. nedlukning på grund af covid19 epidemien, havde jeg en drøm, som jeg tror betyder noget særligt. Det var ikke en almindelig drøm og jeg husker den stadig væk tydeligt. 

Jeg drømte, jeg stod i vores have, foran vores hus. Det var forår og havens træer stod i blomst. Fuglene kvidrede og sang, og solen varmede så dejligt. Jeg stod og nød hele dette scenarie. Pludselig begyndte det at mørkne. Jeg undrede mig for det var jo midt om formiddagen. Fuglenes sang forstummede og der blev helt stille Mørket tog til og til sidst var det bælgmørkt, ja mørkere end mørkt. Et tæt sort Mørke jeg aldrig havde set før. Lidt efter hørte jeg en ulykkelig gråd inde fra huset. Jeg gik derind dvs. jeg famlede mig frem og fandt endelig ind i huset og gik mod lyden af gråd. Jeg fandt en person, der sad på en stol og var meget bange og græder ulykkeligt. Jeg lagde mine arme omkring personen og sagde trøstende ord. 

Der sluttede drømmen.

Jeg tror den drøm jeg fik var fra Gud og samtidig et forvarsel på den tid der skulle komme. Samtidig tror jeg, at det var et kald til mig om at trøste mennesker, som er bange, deprimerede og ikke kan se lyset for enden af tunnelen. Dette er grunden til, at jeg vil skrive denne blog, idet jeg håber, at  l der læser mine indlæg, vil få håb og styrke og genfinde glæden.  Der er håb og der er lys forude. 

Gud velsigne jer. 

Det folk, som går rundt i mørke,

skal se et strålende lys.

Lyset vil skinne på alle,

som lever i dødsskyggens land.

(Esajas kap. 9 vers 1).